onsdag den 28. oktober 2015

Salmesang og efterår

Da jeg som 39 årig blev gravid og pludselig skulle "begynde forfra" på livet med barsel og dertil hørende aktiviteter sammen med en lille størrelse, må jeg blankt indrømme at jeg tænkte at jeg nok ikke ville gå i gang med en helt masse af den slags...
Men da jeg så stod der med min skønne lille pige i armene, føltes det sjovt nok helt naturligt at prøve mere eller mindre hele paletten af baby-aktiviteter af. Det er jo sidste chance, for nej - der er altså ikke flere pladser i vores bil, og jeg indrømmer også at alderen spiller en vis rolle i eventuelle overvejelser omkring flere børn...:).
Så nu går vi altså til den med babytræf (det som i "gamle dage" hed mødre-grupper, men som nu - sikkert af hensyn til de fædre som holder orlov og drister sig til at deltage), babysvømning og nu også babysalmesang!! Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet af sidstnævnte, men i dag har vi netop været til 2 gang af salmesangen, og jeg er virkelig positivt overrasket. Det er super hyggeligt og meget givende for både Naja og for mig.

Da vi kom hjem, var hun meget træt, og nu ligger hun i sin barnevogn og sover sig frisk til at vi skal ind og hente storebror når han er færdig med dagens skolearbejde.
Jeg er egentlig ikke så god til at få det gjort, - det der med at invitere årstiderne indenfor. Men nu har jeg i noget tid gået og luret lidt på de fine bær som vokser i vores have, og nu skulle det så være. Ud med saksen og ind med bærrene. Vel og mærke her lige på falderebet inden Naja knækker kravlekoden og vi i de næste 2-3 år ikke kan have den slags uspiselige ting til at pynte i vores hjem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar