fredag den 30. oktober 2015

Weekend i sigte

Fredag morgen. Drengene er afleveret på skolen og i eftermiddag henter jeg så kun den ene af dem hjem igen, da den anden skal overnatte i 'klubben'. Naja tager sin formiddagslur - nok tiltrængt efter en uge hvor vi faktisk har haft noget i kalenderen hver eneste dag.
Nu står den så på oprydning og planlægning! Min søster, svoger, niece og nevø kommer på besøg i morgen, og det er også først i morgen vi er fuldtallige herhjemme, så det er mig der har forberedelsestjansen... Men jeg glæder mig - det bliver så skønt at hygge sammen med søs og familien!
Så der roder lidt lige nu, der skrives huskesedler og der drikkes kaffe til den store guldmedalje.
Hvad serverer man så lige når tiden er lidt knap og fyldt ud af en lille størrelse på 7 måneder?
• Tapas
• Culottesteg med flødekartofler og salat
• Is fra www.fandanko.dk
Og mon ikke børnene ender med at gå i kassen med udklædningstøj og gå en runde i kvarteret for at lave lidt 'slik eller ballade':)

onsdag den 28. oktober 2015

Salmesang og efterår

Da jeg som 39 årig blev gravid og pludselig skulle "begynde forfra" på livet med barsel og dertil hørende aktiviteter sammen med en lille størrelse, må jeg blankt indrømme at jeg tænkte at jeg nok ikke ville gå i gang med en helt masse af den slags...
Men da jeg så stod der med min skønne lille pige i armene, føltes det sjovt nok helt naturligt at prøve mere eller mindre hele paletten af baby-aktiviteter af. Det er jo sidste chance, for nej - der er altså ikke flere pladser i vores bil, og jeg indrømmer også at alderen spiller en vis rolle i eventuelle overvejelser omkring flere børn...:).
Så nu går vi altså til den med babytræf (det som i "gamle dage" hed mødre-grupper, men som nu - sikkert af hensyn til de fædre som holder orlov og drister sig til at deltage), babysvømning og nu også babysalmesang!! Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet af sidstnævnte, men i dag har vi netop været til 2 gang af salmesangen, og jeg er virkelig positivt overrasket. Det er super hyggeligt og meget givende for både Naja og for mig.

Da vi kom hjem, var hun meget træt, og nu ligger hun i sin barnevogn og sover sig frisk til at vi skal ind og hente storebror når han er færdig med dagens skolearbejde.
Jeg er egentlig ikke så god til at få det gjort, - det der med at invitere årstiderne indenfor. Men nu har jeg i noget tid gået og luret lidt på de fine bær som vokser i vores have, og nu skulle det så være. Ud med saksen og ind med bærrene. Vel og mærke her lige på falderebet inden Naja knækker kravlekoden og vi i de næste 2-3 år ikke kan have den slags uspiselige ting til at pynte i vores hjem.

mandag den 26. oktober 2015

Dejlige ferieminder og næste års sommerferie?

Vi er lige nu godt i gang med at overveje hvor sommerferien næste år skal gå hen. 
Ja - jeg ved godt det er i god tid, men det kræver sørme også godt nok mange overvejelser når der skal stykkes en ferie sammen, som tilgodeser alle interesser i familien... Når to af børnene er til dase-ved-poolen-ferie, to andre er til vandre-tur-aktiv-ferie og den sidste er for lille til at have en mening om hvad hun er mest til. Samtidig er min mand og jeg begge til en god blanding af det hele, når det kommer til ferie - med overvægt på oplevelses/aktivitets-delen.
Så er der også lige den del med hvordan man kommer til ferie-destinationen. Her er der igen kæmpestor forskel på hvad der foretrækkes. Nogen er mest til fly, nogen er mest til køreferie og så er der dem, som bare ville ønske at man kunne beame til hen til ferie stede!
SÅ, hvor tager man lige hen med fem børn i (næsten ) alle aldre og med vidt forskellige præferencer for at få den helt gode ferie oplevelse der kombinerer det hele på en måde så alle er glade og får en følelse af at det har været en super dejlig ferie?
Vi er nok ude i at der ikke findes nogen 100% løsning, så det bliver kompromissernes kunst....

I de snart syv år vi har været sammen(bragt) har vi været på en del forskellige typer af ferie, både sommer og vinter, med og uden børn, køre,- og flyrejser. Så vi burde efterhånden have erfaringen og vide hvordan den der gode ferie stables på benene. Det nye er dog, at børnene nu er blevet syv år ældre (surprice:)), og dermed også har andre ønsker til en ferie end de havde for bare 1-2 år siden. 

Sidste års vandreferie i Østrig. Ferien var en julegave til min svigerfar, så min mand og jeg var afsted sammen med ham og med min svigerinde. Ferien var således uden børn - og dog - uden vi vidste det, var der faktisk en lille spire i min mave på dette tidspunkt, som først gav sig til kende efter vi var kommet hjem:). Fantastisk ferie med masser af skønne vandre oplevelser, som vi begge var enige om at vi på et tidspunkt også gerne vil opleve sammen med vores børn.  


lørdag den 24. oktober 2015

Ny beboer

Vi har fået en ny 'beboer' i haven, som nu tøffer stilfærdigt, men flittigt rundt i vores have og sørger for at græsplænen ikke vokser til knæhøjde. Samtidig sørger den for at min mand (som indrømmet - før var den der 100% havde plæneklippertjansen) nu får lidt tid i overskud til andre aktiviteter. Tid han førhen spenderede på havetraktoren, som efter ti år måtte give fortabt lige her inden græs-trimnings-sæsonens slutning.
Så valget stod altså mellem ny havetraktor eller en selvkørende fætter, og det tog ikke mange sekunder for os at beslutte os for sidstnævnte... Så nu må vi se hvad den der overskydende tid så vil blive brugt på. Jeg har i hvert fald en helt masse gode ideer, som det nok ikke nødvendigvis bliver i og med det jo ikke er mig direkte, der vinder tiden...

onsdag den 21. oktober 2015

Tilbageblik på efterårsferien


Som sammenbragt familie er det jo ikke en selvfølge at have alle sine børn samlet selvom det er ferie. Heldigvis plejer vi at kunne koordinere det så vi har nogle dage med hele flokken, og det kunne vi også i år, hvor vi onsdag aften pakkede bilen med fem børn og alt det grej der nu engang skal til for at kunne klare sig et par dage hjemmefra. Turen gik ca. 200 km sydover, - ned til Farfars "æbleplantage", hvor han i år havde planlagt æblemost-produktion. Noget som vores fire store børn vistnok synes var en ret spændende aktivitet!

Æblerne skæres i mindre stykker (efter de er lige er blevet vasket først)



Kommes ned i kværnen...
En lille tilskuer:)

...og videre ned i æblepresseren

..og så skal der presses:)
...og filtreres!
Det færdige resultat:)

onsdag den 7. oktober 2015

Babytræf

Så er vi klar til babytræf. Naja sover, så hun er ladet godt op når kammeraterne gør deres indtog.